Træner man med våben i Wing Tsun?

Et af de spørgsmål, vi ofte får, er, om vi træner med våben i WING TSUN. Mange forbinder traditionel kinesisk kampkunst med lange stokke, sværd og andre historiske våben.

Så hvad er egentlig tilfældet hos os? Ja, vi træner stadig med våben i Wing Tsun. I dag er det primært de såkaldte Bart Cham Dao, også kendt som butterfly knives. Traditionelt lå denne træning meget sent i systemet, typisk på høje teknikergrader. I dag er de rykket længere ned, så man allerede møder dem på første teknikergrad.

Det er dog vigtigt at forstå, at målet ikke er at lære at slås med knive. I et moderne, civiliseret samfund går ingen rundt med 50 centimeter lange knive eller middelalderlige våben. Vores våbentræning handler derfor ikke om at forberede os på væbnede dueller. Den har ét klart formål: at forbedre vores våbenløse kamp. Når vi træner med Bart Cham Dao, forestiller vi os i princippet, at vores underarme er som to knive.

Knivenes form tydeliggør mulighederne for at skære, stikke og kombinere bevægelser. Samtidig gør de det lettere at forstå rotationen i underarmene. Hvor en underarm er rund og kan være svær at aflæse, viser en knivs flade og kant meget tydeligt, om strukturen og vinklen er korrekt. Træningen med Bart Cham Dao fungerer derfor som en slags sandhedstest. Små fejl i struktur, vinkler eller kraftretning kan være svære at opdage i våbenløs træning, men bliver meget tydelige, når man har en kniv i hånden. Knivenes længde og vægt afslører med det samme, hvis noget ikke hænger sammen.

Det gør det lettere at korrigere strukturen – til gavn for den våbenløse Wing Tsun. Grunden til, at våbentræningen traditionelt ligger sent i systemet, er netop denne vægt og forstørrelse af fejl. Hvis den grundlæggende struktur ikke er på plads, vil man naturligt begynde at fokusere på håndleddene, fordi det er der, vægten mærkes. Men i WING TSUN kommer kraften ikke fra håndleddene. Den genereres fra jorden, gennem kroppen, via hoften og ud gennem albuerne.

Det ændrer sig ikke, fordi man holder en kniv. Derfor trænes Bart Cham Dao først, når man har opbygget en solid struktur og forståelse i sin WING TSUN. Når det fundament er på plads, vil våbentræningen ikke være farlig eller forvirrende – tværtimod. Den vil styrke og præcisere den våbenløse kamp. Så ja, vi træner med våben i WING TSUN. Ikke for at blive gode med våben, men for at blive endnu bedre uden.

WT Center kører med speciale hold i sommerperioden 15/06 - 04/08 - gå ikke forgæves.