Lørdag den 13. juni 2026 fejrede vi i WT Center et helt særligt jubilæum – 50 år med Wing Tsun i Danmark. Jubilæet var samtidig en hyldest til Dai SiFu Allan Jensen og SiFu Lars Murholt for deres store arbejde med udviklingen af Wing Tsun Scandinavia gennem de sidste mange år.















Fejringen blev kombineret med årets sommergraduering, som er en af årets to store gradueringer i klubben – den anden er julegradueringen. Selvom sommerferien allerede var begyndt for nogle, oplevede vi et flot fremmøde, høj energi og godt humør gennem hele dagen.
Efter træningen og seminaret afslørede vi den ændring, som for alvor cementerede vores hyldest til Dai SiFu Allan Jensen. I træningssalen har vi flyttet Dai SiFu op på centerpladsen og tildelt ham ærestitlen Master of Arrival.
De grader, som Wing Tsun Scandinavia benytter i dag, adskiller sig fra de traditionelle Wing Tsun-grader. Traditionelt fandtes der tidligere tolv avancerede grader efter elevgraderne, mens vi i dag arbejder med fem. Blandt disse findes titler var Man of Arrival og Master of Comprehension. Med et glimt i øjet har vi valgt at kombinere disse to. Derfor blev han tildelt den særlige ærestitel Master of Arrival.
De to højeste traditionelle ærestitler tildeles først, når man enten har trukket sig tilbage eller er afgået ved døden. Heldigvis er ingen af delene aktuelt for Dai SiFu, og derfor var denne løsning både passende og meningsfuld.
På den ene side af Dai SiFu hænger fortsat Grandmaster Yip Man – vi skal aldrig glemme, hvor vi kommer fra. På den anden side hænger Charles Darwin med Darwin Tsun, som symbol på det videnskabelige grundlag for, hvordan kroppen fungerer. Dette udgør i dag et centralt element i Wing Tsun Scandinavias System.
I det tekniske hjørne af træningssalen, hvor vi har vores undervisningstavle, er Dai SiFus tidligere billede blevet erstattet af et flot portræt af SiFu Lars Murholt.
I anledning af 50-årsjubilæet er der desuden udgivet en særskilt artikel – kapitel 3 i Dai SiFus historie om Wing Tsun i Danmark – som beskriver Systemets udvikling gennem de seneste år.
Artiklen kan naturligvis også findes her på hjemmesiden.



