WT SUMMER CAMP 2000

Tekst: Frederikke Hansen, WT-Center, Danmark
Fotos: Danny Menken & Bas Spaargaren, NWTO Amsterdam

Kort fortalt…

Den årlige WT Summer Camp, der var den femte i rækken, blev afholdt i Bogense på Fyn i dagene 15.-22. juli og havde et rekordstort antal deltagere. Vi var omkring 250, og størstedelen var elever og lærere hentet fra de ca. 40 klubber, som p.t. eksisterer herhjemme; men der var også WT-udøvere fra Sverige, Finland og Holland. Lejren havde både besøg af den europæiske cheftræner indenfor WingTsun, Grand Master Kernspecht, der underviste de første to dage, og den europæiske cheftræner indenfor Escrima, Grand MasterBill Newman, som gæstede os senere på ugen. Master Steve Tappin, der har været med alle årene, sørgede endnu engang for at alle Escrima-udøvere fik ny inspiration og gav samtidig lejrens deltagere mulighed for en indførelse i brugen af sværd. Sifu Hans-Jörg Reimers, 5. PG i WingTsun og chef for WT i München-området, bidrog for andet år i træk med såvel sin engagerede instruktion som sin sympatiske fremtoning. Sidst men ikke mindst havde vi for første gang fornøjelsen af våbeneksperten John Wallers tilstedeværelse.

In extensio

De to første WT-sommerlejre (1996 og 1997) blev afholdt i et område nær Himmelbjerget og Silkeborg Søerne, som tilhører De Danske Spejdere. Vores Si-Fu (dvs. den danske WT-families overhoved, Sifu Allan Jensen) har en særlig kærlighed for dette sted, fordi det var her "Sommerlejr Sagaen" begyndte, og derfor havde han besluttet også at henlægge den femte lejr i rækken hertil. Si-Fu er mægtig; men spejderne er al-mægtige, hvad lige netop dette spørgsmål angår: de forbeholder sig førsteretten til brugen af deres område. Derfor endte det med, at "Summer Camp 2000" alligevel blev afholdt på Bogense Efterskole, hvor vi også havde været de to foregående år.

Det var der flere, som var ganske godt tilfredse med - heriblandt undertegnede. Naturskønheden til trods er spedjernes højborg ved Silkeborg nemlig en ikke altid lige praktisk residens for nogle hundrede "hobby-krigere". Som f.eks. når man opdager at våbnet til almen bakteriebekæmpelse - altså tandbørsten - ligger derhjemme, når man finder ud af at der alligevel blev brug for solcreme, eller når man trænger til at supplere dagsrationen i lejrgryderne med et ekstra kalorie-tilskud. I "Spejder Country" (læs: det sted hvor vi tilbragte de første to sommerlejre) er der masser af frisk luft og skøn natur; men der er selvsagt også langt til "civilisationen" og den mere frie udveksling af varer og tjenesteydelser. Bogense derimod rummer mulighed for indkøb af de mest basale fornødenheder, og man kan slentre rundt til det hele - inklusive et par udsøgte slik- og isbutikker, der naturligvis gæstes hyppigt af lejrens deltagere. Beliggenheden på den fynske kystlinie og tilstedeværelsen af en meget idyllisk bykerne gør i øvrigt sit til, at Bogense sagtens kan konkurrere med det jyske smørhul.

De bygninger, der huser os i Bogense, har deres eget bemærkelsesværdige samspil med omgivelserne. Som en deltager bemærkede på en tidligere sommerlejr, så kan de på en gråvejrsdag minde om et forladt fængsel; mens solskin får stedet til at ligne en spansk hacienda. I år sørgede vejrguderne heldigvis for, at vi boede i den spanske hacienda størstedelen af tiden!

Det geniale ved en sommerlejr er, at der er rig mulighed for at træne under den bedst mulige instruktion, samtidig med at stort set alle andre forpligtelser er lagt bag én i den uge, lejren varer. Altså kan man koncentrere sig om træningen - samt selvfølgelig hygge sig og slappe af ind imellem. Det er desuden en glimrende lejlighed til at se eller gense de europæiske overhoveder indenfor WingTsun og Escrima og få en opdatering på, hvad der rører sig inden for organisationen i internationalt regi.

For undertegnede bød årets sommerlejr således på et par yderst kærkomne åbenbaringer. En ting var, at det var rart at få et indblik i de ændringer, som er kommet i elevprogrammerne. Endnu mere tilfredsstillende var det imidlertid - i hvert fald for mit eget vedkommende - at få sat nogle ting på plads, som jeg selv havde gået og "tumlet" lidt med i forhold til WingTsun. For det første afslørede Grand Master Kernspecht, at meget af den lat-sao, han har set trænet rundt omkring i diverse klubber, ligger langt fra det, han har haft til hensigt med denne øvelse. Grand Master'en opfordrede til at lat-sao udføres med mere koncentration (det vil blandt andet sige at man venter med at diskutere kærester, biler eller aftensmad til bagefter…) og frem for alt at man ikke bare står og "tjatter" men gør øvelsen mere anvendelsesorienteret ved at indlægge nogle eksplosive serier angreb.

Desuden pointerede Grand Master Kernspecht at han var blevet mere opmærksom på værdien af at lære elever at komme om på siden af en modstander, idet kun én der virkelig mestrer sin chi-sao (generelt set elever over 1. TG) kan "tåle" at møde en modstander frontalt. Han understregede i den forbindelse at "det, der har virket for din lærer, virker ikke nødvendigvis for dig", og den erkendelse må man håbe siver ud i alle rækker og geled.

Der er selvfølgelig et vigtigt socialt aspekt af at være på sommerlejr. Man har for det første fornøjelsen af at møde WT-udøvere fra andre klubber og lande, og for de, der har været med flere gange, byder lejren på mange glædelige gensyn. Rent træningsmæssigt er det også en ekstra bonus, at man får mulighed for at træne med flere forskellige træningspartnere, end man sædvanligvis har mulighed for. Desuden byder en sommerlejr gerne på flere bemærkelsesværdige begivenheder indenfor organisationen. I år blev Danmarks fjerde sifu, Sifu Morten Ibsen, således udnævnt, og det bifald som straks udbrød demonstrerede tydeligt den nye sifus popularitet.

Helt i overensstemmelse med kung fu-traditionen hviler der et vist praktisk ansvar på alles skuldre i forbindelse med afviklingen af en sommerlejr. Der bliver ikke poleret biler, og vi slår heller ingen søm i (jf. "Karate Kid"-filmene…); men deltagerne har typisk én køkkentjans i løbet af ugen. Denne bliver udført under Sifu Lars Linds håndfaste og utvetydige ledelse. Det siger sig selv, at det er lidt af en opgave at bespise et kvart tusind sultne "krigere"; men der lod til at være udbredt tilfredshed med storkøkkenet. Under sommerlejren føles det næsten som om ens behov indskrænker sig til mad, træning og hvile. Der er ganske vist nogen, som klager over at visse andre behov forbliver uopfyldte i dén uge (...), hvilket af og til også fremgår af konversationsemnerne allerede ved morgenmaden for så at forstærkes hen på aftenen; men i det store hele virker det som om alle styrkes af den simple men alligevel tilfredsstillende livsførelse, som lejren byder på.

Næsten hver aften er der et arrangement af kampkunstrelateret karakter. Traditionen tro fik alle deltagerne også i år mulighed for at stifte bekendtskab med "WingTsun og Latosa-Escrima Historie (og historier)" levende fortalt af Sifu Allan Jensen, Sifu Lars Lind og Sifu Henning Daverne. Det skal her bemærkes, at "historierne" er mindst lige så interessante som "Historien" og en tilsyneladende uundværlig del af den. Selvfølgelig er det interessant, at Danmark var det første land i Europa, som Great Grand Master Leung Ting besøgte i sine bestræbelser på at udbrede kendskabet til WingTsun; men hvem blandt lejrens deltagere synes ikke også det er morsomt at vide, at Dansk Escrima og WingTsun Organisation muligvis aldrig var blevet en realitet, hvis ikke dens nuværende overhoved, Sifu Allan Jensen, i sin tid var blevet inspireret af en film med titlen "Karate Tam-Tam" - som han vel at mærke kun så, fordi den franske film, han havde planlagt at se samme aften, var blevet aflyst..?! Den danske WingTsun-mytologi baserer sig på flere sådanne pudsige hændelser, og på den årlige sommerlejr deles disse samt flere af de i organisationen skelsættende begivenheder med et stort og interesseret publikum.

Et andet aften-arrangement var "Kamppsykologi" med Sifu Henning Daverne, som overraskede en af sine udvalgte og mest engagerede kæmpere ved at opfordre denne til selv at fortsætte seancen - en opfordring der hurtigt og medrivende blev fulgt op på. Hele idéen med "kamppsykologi" er selvfølgelig, at der er meget godt at have hele værktøjskassen af mulige forsvar parat; men det afgørende er i sidste instans om - og i givet fald hvor effektivt - håndværkeren er i stand til at svinge hammeren..! Med andre ord spiller psyken en afgørende rolle for, hvad man får ud af at have trænet sine teknikker, hvis det en dag bliver alvor, hvorfor det selvfølgelig er smart også at træne psyken. Det blev endnu en gang understreget, at det ikke så meget handler om at slippe af med følelsen af frygt - for det er de færreste, der nogensinde gør det - men snarere om at kunne handle på trods af frygten, det vil sige undgå at blive frygtens gidsel.

Det sidste arrangement i rækken var "En aften med John og Jonathan Waller" (der er far og søn og henholdsvis "Master of" og "Senior Teacher" i "The European Historical Combat Guild"). John Waller, som er "Head of Interpretation and Education" ved "Royal Armouries Museum, Leeds", var manden bag en film, der var blevet vist aftenen i forvejen som en glimrende appetitvækker. John Waller optrådte selv i filmen (om end, som han bemærkede, med en lidt anden hårfarve!) og demonstrerede der europæisk våbenkunst og dens udvikling frem til det punkt, hvor den udbredte brug af pistoler medførte en nedgang i behovet for at mestre fægtekunsten. Selv var jeg meget betaget af en scene i filmen, hvor John Waller og modstander iklædt historiske kostumer strides på en stor, bred trappe. Afslutningsvis gør Mr. Waller kål på den ellers bedre bevæbnede modstander ved først at tvinge ham i jorden og dernæst kaste et violet velourklæde hen over den udmanøvrerede stakkel. I stearinlysenes skær fortalte d'herrer Waller den følgende aften, sekunderet af Grand Master Bill Newman og Master Steve Tappin, både levende og humoristisk om europæisk kampkunst og brugen af historiske våben, og da der først kom hul på posen med spørgsmål fra salen ville de næsten ingen ende tage.

På lejrens sidste aften er der naturligvis en fest; men egentlig adskiller denne sig ikke voldsomt fra den selskabelighed, som breder sig hver aften på sommerlejren. Forskellen er selvfølgelig, at det er den sidste aften i rækken og dermed også sidste chance for at komme alt for sent i seng og få slået nogle hjerneceller ihjel af et solidt hold tømmermænd den følgende morgen. Denne chance er der naturligvis nogen, som ikke kan lade gå fra sig! På lejrens sidste dag er der til gengæld ingen træning, og der er heller ingen, som forbyder én at have solbriller og høreværn på, mens man deltager i den fælles oprydning… Da alle har travlt med at forberede sig på afrejsen, er der ikke nogen, der har køkkentjans den dag. Morgenmaden udgøres i stedet af en slags stående buffet i køkkenet, og denne har - med lidt god vilje - sin egen charme.

Efter den storstilede oprydning er der uddeling af gradueringsbeviser, og de der endnu ikke har nået det kan eventuelt snige sig til et sidste lejr-bad, mens klapsalverne runger gennem luften udenfor. Derefter er der - desværre - kun tilbage at sige farvel og - forhåbentlig - på gensyn igen næste år!

Se flere billeder her.....