Af: Dennis Christiansen
Foto: Jens Rosenfeldt

De mødes for at slås

Det foregår bag nedrullede persienner og lukkede døre. Fuld-kontakt kamp uden regler. Eller organiseret slagsmål, som andre vil kalde det. Chili's Dennis Christiansen fik som den første udenforstående lov at følge kampene i WT Fighter Club.

På én betingelse - han skulle selv kæmpe med.

Jeg kigger på min modstander ud gennem sprækkerne i min hjelm. Jeg er 1,68m høj, jeg vejer 54 kilo. Mine arme er tynde som tændstikker. Jeg er en splejs, og jeg har aldrig nogensinde været oppe og slås. Om lidt får jeg tæv for første gang i mit liv. Og jeg har selv bedt om det.

Ingen regler. Ingen vægtklasser. Persiennerne bliver rullet ned. Dørene bliver låst. Alle, der går ind, skal kæmpe. Der er blod på gulvet bagefter.

Sådan bliver historien fortalt, første gang jeg hører om WT Fighter Club. WT står for Wing Tsun. Det er et selvforsvarssystem med rødder i Kung Fu, som lærer udøveren at forsvare sig i virkelighedens slagsmål, gadekampen. Populært sagt bygger det på præmissen om, at angreb er det bedste forsvar.

Jeg hører historien om Fighter Club fra en mand, der har gået til Wing Tsun i træningscentret på Vesterbro. Han følte sig fristet til at prøve, men turde ikke.

- Du skal snakke med en instruktør, der hedder Henning. Han står for det.

Min ven fortæller, at Henning bliver kaldt "Danmarks farligste mand", og at Henning går meget op i kampens mentale aspekter og tit rejser til Indien.

På min indre film danser Edward Norton og Brad Pitt rundt og giver hinanden næseblod og mavepustere. Spørgsmålene myldrer frem i mit hoved. Hvad sker der indenfor de lukkede døre? Hvordan kæmper de? Hvem er de? En flok megapsykopater med fråde om munden og tatoveringer langt op ad halsen, eller advokater og reklamefolk som i filmen? Kommer de til skade? Hvorfor kæmper de?

Hvis jeg skal have svar på mine spørgsmål, skal jeg tæt på. Jeg skal se dem kæmpe.

Kæmp!

Rundt om os står de andre kæmpere og instruktøren, der fungerer som kampdommer. Da han råber "kæmp", går modstanderen frem mod mig. Han er lidt højere end mig, lidt bredere og i en del bedre form. Han har trænet Wing Tsun i et halvt år. Jeg har haft to træningstimer.

Første gang jeg besøger WT-centeret på Vesterbro, er Henning i Indien. Jeg snakker i stedet kort med Sifu Allan, som også er instruktør. 'Sifu' er en titel, som gives til Wing Tsun-eksperter. Henning er også Sifu. På WT-centret er titlen uløseligt knyttet til deres navne.

- Fight Club tog navnet fra os. Vi hed det først, siger Allan og smiler.

Han fortæller, at Fighter Club'en ikke handler om at vinde. Det handler om at overvinde sin frygt og handle ud fra den.

- Frygten og angsten pacificerer. Det giver en klump i maven. Fighter Club går ud på at handle ud fra den frygt, bruge den som våben. Frygt er en biologisk reaktion. Det er den samme frygt, du føler, hvis du skal til eksamen, eller hvis du ikke tør spørge en pige, om hun vil danse.

Jeg har hørt, at det ikke kun er Wing Tsun-kæmpere, der deltager i Fighter Club. At kickboksere og karatefolk også støder til engang imellem.

- Det er sjældent. Og vi skal godkende det på forhånd, siger Allan.

Jeg fisker efter detaljer om selve kampene, men Allan holder kortene tæt ind til kroppen. En enkelt god anekdote bliver det dog til.

- Engang havde vi en Danmarksmester i kickboxing inde. Han sov ikke natten før og brækkede sig, da han skulle kæmpe sin første kamp. Efter to kampe holdt han op - det var ikke ham.

Jeg spørger, om jeg må kigge med. Allan siger måske og henviser mig til Henning. To uger senere vender jeg tilbage.

De andre kan ikke se det, men bag masken bærer jeg det samme ansigtsudtryk som før min stivkrampevaccination. Få det overstået! Jeg fægter med armene og sparker ud med benet. Mit hoved ryger bagud, da jeg modtager det første slag.

Sifu Henning er venlig, imødekommende og smilende. Og han snakker uafbrudt i tre kvarter, da jeg interviewer ham. Han startede med Wing Tsun for 20 år siden, da han arbejdede som dørmand og bodyguard. Den gang var behovet for selvforsvar praktisk nødvendigt - nu er Wing Tsun gået hen og blevet et spørgsmål om personlig udvikling.

- Alle mennesker er bange for et eller andet. Og mennesker, der har frygt i deres liv, de projicerer den altid over på andre mennesker, på andre situationer. "Jeg har det dårligt, men det er nogle andres skyld." Hos os er filosofien, at den fjende, du ser i øjnene, det er i virkeligheden ikke ham, der står foran dig - i virkeligheden er det dig selv.

Henning forklarer videre om hvordan Wing Tsun er et værktøj til at håndtere frygten, og hvordan kampen er en situationen, der presser den frem i den reneste form.

- Du kan veje 20 kilo, og du skal kæmpe mod én, der vejer 200… eller 120. Du kan være en lille pige, og du skal kæmpe mod en stor mand. Der er ikke nogen regler. Du ved intet på forhånd.

- Det her, det er ikke en sport. Alt kan ske. Du kan træde ind ad døren, og så står verdensmesteren i karate der tilfældigvis, og han vil gerne lige kæmpe. Du skal være i stand til at yde dit bedste ligegyldig hvilken en situation, du kommer i.

- Kampen, fortsætter han - det er et af de største pres, som du kan komme ud for både psykisk og fysisk, overhovedet…Ja, du ser jo din egen død i øjnene, kan man sige. Senere sammenligner han Fighter Club'en sin fortid som bodyguard:

- Der er blevet skudt efter mig og trukket knive. Men det mest intensive, jeg har oplevet af den slags ting, det er vores egne kampe.

Udfordringen

Jeg har ikke mod på at se min død i øjnene, men jeg vil godt se andre gøre det. Jeg stiller det afgørende spørgsmål: Må jeg komme ind og se kampen?

Henning svarer nej.

- Hvorfor?

- Det er en gestus over for udøverne. Det skal ikke ende som det, du ser på fjernsynet - sådan en hanekamp. Vi er der ikke for din skyld. Lige så snart det sker med tilskuere, så bliver fokus ført over på det med tabere og vindere. Kæmperen er der for at besejre sin egen indre fjende, ikke for at vinde din ære.

Jeg siger tak for interviewet og trasker slukøret bort. En uge senere vender jeg tilbage og spørger igen. Jeg forklarer, at jeg har forstået ham. Fighter Club er ikke en konkurrence. Det handler om den enkeltes kamp for at overvinde sin egen frygt.

Henning siger nej igen, men han har en tilføjelse.

- Jeg vil stille dig en udfordring. Hvis du selv kæmper med, så må du godt komme ind. Normalt skal man have tredje grad for at deltage, men Henning vil lave en dispensation, der giver mig adgang efter to træningstimer.

Udfordringen er tillokkende i dens absurditet.

Siden salig Moder Theresas bortgang har jeg været den mindst voldelige person i verden. Jeg er så tynd, at fremmede i bussen plejer at fortælle mig, at jeg skal have mere sul på kroppen.

Jeg siger, jeg vil tænke over det. To uger senere takker jeg ja til udfordringen.

Henning afbryder kampen for anden gang. Jeg er halvt i knæ og mit hoved summer. Mine hænder har kørt kædeslag som stempler. Jeg har fået enkelte slag ind og taget imod fem gange så mange. Da jeg rejser mig, mærker jeg en sitren i skridtet. Jeg takker de højere magter for, at jeg nåede at få en skridtbeskytter på. Efter få sekunders hvile sætter Henning kampen i gang igen.

Nervøsiteten melder sig, da det bliver tid for første træningstime. Jeg udskyder den i over en måned. Efter anden træningstime ligger jeg vågen hele natten med dundrende hovedpine. Vi har haft en øvelse, hvor vi stod to mand over for hinanden og tævede løs på hinandens masker. Jeg har lært at slå og sparke. Én type slag og én type spark. Det er nok.

Jeg har talt med en Wing Tsun-kæmper, der hedder Martin. Han er dørmand og var til sin første Fight Club i 1997. Efter syv kampe var han træt af hovedpinen. Nu er han i gang igen og satser på at runde de 25 kampe før sommeren. Han slås i Fighter Club'en for at overvinde sig selv, for at få større overskud.

Aftenen før kampdagen gør jeg noget klart for mig selv. Uanset, hvad Henning har sagt, så har de andre kæmpere mere på spil end mig. De kæmper for deres selvrespekt, for at få de andre kæmperes respekt, for at vise, hvad de kan, og for at prøve det af, de har lært.

Min kamp er overstået ved at møde op. Jeg skal ikke bevise noget. Så snart jeg rammer gulvet, vil jeg klamre mig til gulvplankerne.

Ingen låste døre

Fighter Club'en bliver holdt i en lille kvadratisk sal, som jeg kender fra min første træningstime. Tre fjerdedele af gulvet er dækket af en betryggende gummimåtte. Den éne væg er et langt spejl, den modstående væg udgøres af fire store vinduer, som adskiller salen fra fitnesscenteret lige inde ved siden af. Persiennerne er trukket for, men det første rygte om Fighter Club'en manes til jorden, da de lukkede døre får lov at forblive ulåste. Vi har dog alle en fingerspidsfornemmelse af, at man ikke lige render på toilettet midt under seancen.

Vi er mødt ti kæmpere op, og det, får jeg senere at vide, er ret mange. De er alle unge mænd mellem 18 og 25 år. Af de gigantiske muskelbundter, som gjorde mig nervøs under træningen, er der kun fire. Resten har en mere ydmyg kropsbygning - der er endda nogen på min størrelse.

Der er også tre tilskuere: Et par, der sidder på gulvet, og en høj sort mand, der står ved døren. Tilskuerne irriterer mig. Det giver mig samtidig en fornemmelse af, hvordan de andre kæmpere ville have haft det, hvis jeg havde ageret passiv journalist, der sad på min flade med en blok i hånden og øjnene på stilke.

Efter en kort opvarmning står vi med lukkede øjne og bliver bedt om at visualisere kampen. Vi skal give os 200 procent.

Så vælger Henning to af os ud:

- Dig og dig.

Ikke mig, og i to sekunder føler jeg mig lettet, før maven igen snører sig sammen. De kæmpende tager maske og handsker på. Vi andre er placeret rundt om den blå gummimåtte. Vi skal sørge for at holde dem væk fra spejlvæggen og især fra de fire tynde vinduer.

- Vi kan ikke have at folk skær sig og vi får blod over det hele, har Henning sagt. De to kæmpere hilser på hinanden, og på Hennings signal smelter de sammen i en hvirvelvind af slag og spark. Den ene går i gulvet, den anden sætter sig oven på ham og slår videre. Henning stopper dem, beder dem om at puste ud og sætter kampen i gang igen. Forløbet gentager sig. Denne gang tumler de ind væggen. Alle er tavse. Man hører slag, spark og udåndinger. Der er ingen pauser, ingen afventning. Til sidst har den ene part fået nok, og Henning stopper kampen. Alle klapper. Det har taget halvandet minut.

Så peger han på mig.

Holder gråden tilbage

Et tungt slag i hovedet tvinger mig helt i knæ. Jeg kan stadig tænke, mine øjne er klare, men jeg vil ikke mere, og jeg foregiver, at jeg har svært ved at komme op. Jeg rejser mig op og kigger bedende ud på Henning, som giver signal til, at vi skal fortsætte kampen endnu engang. I et splitsekund har jeg lyst til at tæve ham.

Så snart vi bevæger os mod hinanden for fjerde gang, afblæser Henning kampen. Det sidste var altså bare et stunt for at teste vores psyke.

Jeg tumler ud til væggen og sætter mig tungt på nogle puder, men får besked på at stå op.

- Du viser styrke ved at stå op.

Det kan godt være, jeg har bildt mig selv ind, at jeg ikke var nervøs før kampen, men jeg står og ser resten af kampene med følelsen af, at et stort pres er blevet udløst. Over for 10 fremmede i et macho-rum holder jeg pænt gråden i halsen.

De næste 20 minutters slagsmål flyder sammen for øjnene af mig. Kampene gentager de samme hyperintensive forløb. Cyklende knytnævestød i ansigtet og på kroppen, spark i skridt og mave, albuer i ryggen, knæ i maven. Undervejs bliver trøjerne blodige fra små rifter på arme og fingre.

Nogle få gange stopper Henning kampen for at instruere, fordi kombattanterne er for passive. En anden gang gør han klart, at man kun må dunke den andens hoved i gulvet, når de ligger på gummimåtten. Han stopper også, da en af kombattanterne flår i viseret på den andens hjelm. Hjelmen og visiret er der ikke, hvis du bliver fanget i et almindeligt slagsmål, så derfor må du ikke bruge det som våben i Fighter Club.

På et tidspunkt har de kæmpende kurs direkte mod vinduerne ind til fitnesscentret. Én af de passive kæmpere når lige at stille sig i vejen og bliver presset op ad ruden, som buer voldsomt bagud.

Til sidst kæmper de to største fyre. Det er de eneste, jeg kender fra træningen. Martin har jeg snakket med, Jonas er hans ven, og de støder sammen i dagens længste og mest voldsomme kamp.

Da kampen er overstået, holder Henning en lang tale om formålet med Fighter Club'en. Han fortæller, at oplevelsen vil spøge i vores hoveder i flere dage, at vi vil gennemgå kampene i hovedet og være irriterede, fordi vi kunne have gjort det bedre. Jo hurtigere vi kommer over det, des bedre. Jeg er ikke skuffet og irriteret over min indsats. Men jeg er heller ikke glad.

På vej ud jeg præsenterer Henning mig på engelsk for den sorte mand ved døren. Han er tidligere verdensmester i karate.

- Skal vi slås? ville have været en god replik fra min side. Jeg nøjes med at ryste verdensmesterens hånd, sige nice to meet you og traske ud af salen på stive ben.

Efter kampen

- Hvor lang tid har du trænet, spørger én af kæmperne bagefter.

Først dér finder jeg ud af, at Henning ikke har røbet min identitet til nogen. Min modstander vidste ikke, jeg var journalist.

I omklædningsrummet tager jeg et bad og to hovedpinepiller. Jeg smiler, mens jeg overhører, hvordan Fighter Club-historierne cirkulerer blandt de menige Wing Tsun-medlemmer - dem, der ikke har været inde og kæmpe. Myte-dannelsen kører for fuldt tryk. En sand historie om en brækket hånd dukker op - men med nogle farverige tilføjelser, der næppe har hold i virkeligheden.

Jeg er et stykke tættere på sandheden om Fighter Club. Det var fuld-kontakt-kamp uden regler - men kampene blev stoppet, før folk kom til skade. Persiennerne blev rullet for, men dørene blev ikke låst. Alle, der gik ind, kæmpede. Der var blod på folks trøjer efter kampen. Og formålet med at kæmpe var ikke at vinde, men at overvinde ens egen frygt for kampen.

Jeg har et sidste spørgsmål til Henning:

- Hvorfor vold? Jeg kan finde på mange andre måder at udfordre mig selv på. Hvorfor det her?

- Fordi kampen er den ultimative konflikt. Skytter i skyttegravene føler ikke den frygt og den adrenalin, du føler i kampen.

Svaret er rigtigt set fra hans synspunkt, men det er ikke fyldestgørende for mig, fordi jeg fundamentalt set ikke vil volden, og fordi jeg ikke kan lide den grundlæggende antagelse om, at alle mennesker går rundt i frygt.

Jeg føler stolthed ved at have overvundet mig selv. Jeg føler mig modig, fordi jeg har gjort noget, de færreste tør. Men samtidig har jeg svært ved at acceptere, at jeg har lavet noget, der strider mod min natur og min moralske opfattelse.

Min næste udfordringer er mere beherskede: Jeg vil lære at svømme. Jeg vil gå i vandet, lige efter jeg har spist. Og jeg vil aldrig slås igen.

Jamen, er det her lovligt?

Ja, som udgangspunkt er der intet ulovligt i tæske hinanden, hvis begge parter er enige om, at det er en god idé. Men det er stadig ikke lovligt at såre andre alvorligt.

- Stikker du øjnene ud på én eller smadrer hans testikler, så kan du dømmes for vold, uanset at I har aftalt at slås, siger professor i strafferet, Vagn Greve.

Det samme gælder, hvis det går helt galt, og en af parterne i slagsmålet dør.

- Folk har lov til at slå sig selv ihjel, men andre har ikke lov til at gøre det for dem, siger Vagn Greve.

Det vil sige, at man kan blive straffet med 12 års fængsel, hvis man begår mord i Fight Clubben. Og dem der arrangerer slagsmålene kan i øvrigt også blive straffet for medvirken.

Hvorfor gør I det?

De fleste kæmpere i Fight Clubben bruger de samme ord om tæskeklubben som Sifu-Henning. De taler ikke om 'det fede i at tæske', men om at overvinde sig selv.

- Det er tilfredsstillende at kunne styre sin angst og kontrollere pressede situationer. Det giver ro, siger Jonas, som en tro kopi af sin mesters ord. Jonas har en håndfuld kampe bag sig.

Han føler ingen angst før en kamp, kun en let nervøsitet.

Jonas er aldrig blevet alvorligt skadet, men et par af hans venner, der kom med toget fra Århus for at slås, tog toget hjem igen lige bagefter.

- De havde regnet med at skulle tage en bytur i København bagefter. Men den ene brækkede sin hånd, og den anden brækkede to ribben.

- De er ikke kommet igen.

Kilde: Chilinet - artiklen er skrevet i 2002